Hop til indhold

ATMP Danmark går på jagt efter internationale erfaringer

3 min læsning

Hvad kan Danmark lære af de lande, der allerede har bygget nationale indsatser op omkring avancerede terapier? Det undersøger ATMP Danmark i en international analyse med erfaringer fra Sverige, Tyskland, Spanien, Norge og Storbritannien.

Iben B├©gh Nielsen 4513 SH.jpg
Kim Laouedj Kryger 7617 SH.jpg
Iben Bøgh Nielsen, Kim L. Kryger
  • ATMP
  • Viden
  • Analyse

Erfaringerne fra de andre lande skal bruges til at kvalificere de næste skridt i den danske ATMP-indsats.

Blikket vendes udad

I Sverige, Tyskland, Spanien, Norge og Storbritannien har myndigheder, hospitaler og faglige miljøer valgt forskellige veje ind i arbejdet med avancerede terapier.

ATMP Danmark ser nu nærmere på udvalgte initiativer og undersøger, hvad der ligger bag de forskellige modeller. Hvordan er samarbejdet organiseret? Hvordan hjælper man forskere, klinikere og virksomheder gennem det regulatoriske landskab? Og hvad kræver det at sikre produktion, uddannelse og de rette kompetencer?

Målet er ikke at finde én model, der kan kopieres direkte. Det er at forstå, hvilke valg landene har truffet undervejs, hvad der har været svært, og hvilke erfaringer der kan være relevante i en dansk sammenhæng.

De første mønstre begynder at vise sig

Analysen er stadig i en tidlig fase. Men de første interviews peger allerede på et fælles mønster: Opgaven handler i høj grad om at forbinde de kompetencer, der allerede findes.

Det sker på meget forskellige måder. Den tyske nationale strategi for celle- og genterapi og ATMP Catalonia viser begge forsøg på at skabe større sammenhæng på tværs af et komplekst felt, men med forskellige organisatoriske greb og på forskellige niveauer. Samtidig peger erfaringerne fra blandt andet det svenske NACNET på værdien af mere afgrænsede faglige netværk, hvor praktikere kan dele viden og konkrete erfaringer på tværs af universitetshospitaler.

”Det interessante er, hvor kontekstafhængige løsningerne er. Vi ser genkendelige problemstillinger på tværs af landene, men meget forskellige valg af, hvor og hvordan man sætter ind,” siger Kim L. Kryger, seniorkonsulent i ATMP Danmark.

Hvad kan faktisk overføres til Danmark?

En erfaring kan se lovende ud i ét land, men kræver de rette forudsætninger, hvis den skal kunne bruges i Danmark. Derfor spiller ATMP Danmarks internationale arbejdsgruppe en vigtig rolle. Gruppen består af klinikere og forskere fra det danske ATMP-økosystem, som har været med til at prioritere cases. Nu skal de kvalificere de foreløbige resultater og deres relevans for Danmark.

Metode: Fra 200 initiativer til ti cases

Analysen gennemføres sammen med VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, og Jakob Wested, lektor ved Center for Advanced Studies in Bioscience Innovation Law på Københavns Universitet. VIVE bidrager med erfaring fra kvalitative analyser på sundheds- og velfærdsområdet, mens Jakob Wested bidrager med juridisk og regulatorisk viden om avancerede terapier.

Mere end 200 internationale initiativer blev først identificeret. Efter screening og prioritering er feltet indsnævret til ti cases, som nu undersøges nærmere: otte gennem interviews med nøglepersoner og to via desk research. Interviewene skal give indblik i det, der sjældent står klart i strategier og organisationsdiagrammer: Hvad fungerer i praksis, hvor opstår problemerne, og hvad kræver modellen af ressourcer, kompetencer og mandat?

Analysen fokuserer især på fire områder: faglige netværk, samarbejde mellem aktører, rådgivning om regler og godkendelse samt produktion, uddannelse og kompetencer.

Den samlede analyse forventes færdig i første kvartal 2027.

De initiativer, ATMP Danmark ser nærmere på:

  • National Strategy for Gene- and Cell-based Therapies, Tyskland

  • /NACNET, Sverige

  • BioCAT/ATMP Catalonia, Spanien

  • Paul-Ehrlich-Institut, Tyskland

  • ILAP og RASRM, Storbritannien

  • ATMP Norge, Norge

  • Cell & Gene Therapy Catapult, Storbritannien

  • NHS England Foundation Trainee Pharmacist Program, Storbritannien